Keynote speakers
Jens Juul Holst er professor på Biomedicinsk Institut ved Københavns Universitet og er desuden Senior Group Leader ved Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research. Jens Juul Holsts videnskabelige arbejde har fokuseret på mave-tarm kanalens peptidhormoner og deres rolle i appetitregulering, diabetes og fedme. Jens Juul Holsts store videnskabelige bedrifter inkluderer opdagelsen af peptidhormonet GLP-1 (glucagon-like peptide 1) og dets betydning for insulin-sekretion, fødeindtagelse og appetitregulering. På baggrund af Jens Juul Holsts forskning er GLP-1 analoge lægemidler blevet udviklet, som nu anvendes til behandling af type 2 diabetes og fedme hos millioner af patienter på verdensplan.
Maja Thiele er professor ved forskningsenheden for Medicinsk Gastroentrologi ved Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet. Maja Thieles forskning fokuserer på alkoholrelateret leversygdom og steatotisk leversygdom relateret til metabolisk dysfunktion, hvor hun især har fokus på udvikling af biomarkører til tidlig sygdomsopsporing med henblik på reduceret morbiditet og mortalitet. Maja Thiele er desuden aktiv i flere internationale, tværfaglige forskningssamarbejder. Endelig brænder Maja Thiele for forskningskommunikation. Den passionerede formidling af forskning har hun ligeledes frem til 2022 udøvet som radiovært for P1’s ugentlige sundhedsprogram ”Sygt Nok”.
Jesper T. Andreasen er lektor ved Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi ved Københavns Universitet. Jesper T. Andreasens forskning fokuserer på neurobiologien bag psykiatriske symptomer samt forståelsen af virkningsmekanismerne bag konventionelle og nye lægemidler til behandling af psykiatriske diagnoser med særligt fokus på ADHD, depression og angst. Jesper T. Andreasen er desuden en aktiv formidler af sin forskning til den generelle befolkning – blandt andet omhandlende fordele og ulemper ved ADHD behandling samt unges nikotinforbrug og de potentielle konsekvenser for den mentale sundhed som følge heraf.
KongresKompagniet A/S | Sindalsvej 30B, 1th | 8240 Risskov | Danmark |
dskb@kongreskompagniet.dk | TEL: +45 86 29 69 60 | CVR: 32 16 15 88
© Copyright 2022 KongresKompagniet